Skip to content

Naturhistorisk Museum

Se på hvaler under jorden

Et nyt Naturhistorisk Museum opføres som et fossil under Botanisk Have. Her kan man blive klogere på naturen i en labyrint af oplevelser og unikke underjordiske rum.

Dette er Kalle Jørgensens afgangsprojekt fra Kunstakademiets Arkitektskole, som viser hvordan virkeligheden kunne se ud i Botanisk Have.

Hvad

Kalle Jørgensens Naturhistoriske museum samler zoologisk, botanisk og geologisk museum under et tag i et nyt Naturhistorisk Museum,  som på ingen måde ligner et almindeligt museum. Det er en labyrint af oplevelser under jorden, hvis rum  bugter og slynger sig som de gamle skeletter, det huser. Det nye naturhistoriske museum har den store hvalsamling som hovedåre og består af et netværk af over- og underjordiske udstillingsrum.

Hvor

Kalle Jørgensens naturhistoriske museum krydser rask væk matrikelskel og vaneforestillinger, og får på den måde føjet tusindvis af kvadratmeter ind i en sart og fin sammenhæng uden at ødelægge den. Ved at bygge under jorden beskytter man både de lysfølsomme skeletter og den fine, gamle, botaniske have, som fortsat ligger som et frodigt åndehul i det centrale København.

Hvem

Kalle Jørgensen fortæller om projektet:

”For mig er oplevelser lig med opdagelser. Det er ikke meningen, at du nemt skal kunne finde rundt i det nye museum. Som en opdagelsesrejsende farer du lidt vild og bliver forført af den ene udstilling efter den næste.”

“Jeg vil gøre op med de gængse ‘white cube’ museers formløse, hvide rum. Derfor har jeg tegnet et museum hvis rum i høj grad afspejler deres indhold og funktion. Rum, der tager karakter efter indholdet, har efter min mening større holdbarhed end glatte, hvide æsker.”


Projekternes geografiske placering