Skip to content

Kunstens hus

Kunst i baggården

Kunst, trælast og farverige beværtninger bliver naboer, når vi bygger et udstillings- og arbejdssted for moderne kunst i Vesterbros sidste baggård.

Dette er Thue Borgen Hasløv afgangsprojekt fra Kunstakademiets Arkitektskole, som viser hvordan virkeligheden kunne se ud i Vesterbros sidste baggård.

HVOR

At København i fremtiden skal leve af de kreative hoveder er efterhånden en etableret sandhed. Alligevel forsvinder mange kreative miljøer når byfornyelsesmaskinen speeder op. I Vesterbros sidste rigtige baggård udfordrer arkitekt Thue Borgen Hasløv den herskende byfornyelses trang til at rydde op. Han bygger videre på et miljø af iværksættere og gør-det-selv aktivister med et udstillingssted for ny kunst.

HVAD

Thue Borgen Hasløv har tegnet et udstillingssted som udspringer af bydelen og kvarteret. Det nye udstillingssted er en viderebearbejdning af den unikke karakter, der er på den gamle industrigrund. De labyrintiske mellemrum mellem baggårdshusene er fulde af gyder og passager. Gaden stopper ikke ved fortorvet, men forgrener sig ind i karreén. Arkitekten tænker ikke på bygningen som et nationalt kulturelt pejlepunkt. Men derimod som et hus der i sin type og i sit indhold, kan gentages og tilpasses til andre steder.

HVEM

Thue Borgen Hasløv fortæller om projektet:

”I min bygning viderefører jeg miljøet fra kunstnerens atelier ind i udstillingsrummet og videre til galleriet, så der er en sammenhængskraft mellem skaber, skabelsen og det skabte”

”Bygningen udspringer af kvarteret. Den fremstår ikke som en udfyldning af karréen - altså den klassiske byfornyelsestanke - men er en fortsættelse af den unikke karakter, der er på den gamle industrigrund med labyrintiske mellemrum, lukkede murflader, gyder og tætte passager”


Projekternes geografiske placering