Skip to content

Banegraven

Butiksarkader i Banegraven

Snart kan københavnerne bevæge sig på kryds og tværs af Banegraven i en eventyrlig konstruktion af butiksarkader der gror op af byens tomrum.

Dette er Kristine Sundahls afgangsprojekt fra Kunstakademiets Arkitektskole, som viser hvordan virkeligheden kunne se ud i Banegraven.

HVAD

I dette forslag dækkes Banegraven ikke til, men gøres brugbar med en eventyrlig konstruktion, der danner arkader og forbindelser mellem Vesterbrogade og togperronerne.

HVOR

Området ved Banegraven foran Københavns Hovedbanegård er i sin kompleksitet og sammensathed et særligt interessant sted. Stedet lever døgnet rundt i sin egen rytme; en rytme der slås an af Hovedbanegården og Vesterbrogade.

Banegraven er omgivet af travlhed, trafik og storbystemning, der sammen med områdets modernistiske urbane arkitektur, i en grad som sjældent ses i København, giver det et internationalt præg.
Banegården er ramme for dagligdags og det ekstraordinære.
Banegraven  åbner op til en jernbaneverden af spor, signaler og tog; et bemærkelsesværdigt hul i byen, som forfatteren Hans-Jørgen Nielsen kaldte ”byens pt mest interessante monument”.

HVEM

Kristine Sundahl fortæller om projektet:

”Her handler det ikke om bygnings-kunst, der bygges på én gang, og derpå står i 100 år. Projektet er, i modsætning til de bygninger vi normalt opfører, tænkt som flygtig arkitektur, der hele tiden opstår og forgår. Konstant bygges der om og de samme rum får nye indbyggere. På den måde får Banegraven hele tiden noget nyt at give til byen”

”Med mit projekt vil jeg gerne vise at man ved at aflæse – og fortolke – et steds eksisterende kvaliteter kan skabe helt nye former for rum. Vi skylder byen at opdage de særlige karakterer den indeholder, fordi det er så utrolig sjældent at man beriger med kompleksitet. Ofte gør arkitekterne et sted fattigere efter de har været der”


Projekternes geografiske placering